Grafik Galleriet

Grafik Galleriet ligger i forlængelse af vores værksted på Holmegaard Værk.
Vi råder over et fint lyst lokale med flytbare vægge og har ligeledes tilknyttet et udendørs areal.
fernisering.jpg

Herover og under: Fotos fra fernisering på udstillingen: Newcomers 20-21. En alsidig udstilling, der udfordrer grafikken på forskellig vis, lige fra laserradering over gliceétryk til kobberætsning og monotypi. Kom forbi Holmegaard Værk og se udstillingen i GrafikGalleriet. Til ferniseringen nåede vi også at trykke med de helt unge udstillingsgæster. Tak til de udstillende kunstnere.

Om Grafik Galleriet

Grafik Galleriet er en del af det kunstnerstyrede grafiske værksted og skylder sin tilblivelse, at Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Næstved Kommune fra 2010 har tildelt værkstedet dobbelt så meget plads, som tidligere. Grafik Galleriet er nu placeret på Holmegaard Værk i smukke lyse lokaler.

Vores intentioner er at skabe et alsidigt udstillingsprogram, som skal indeholde udstillinger med udvalg af værkstedets beholdninger af originalgrafik (vi har godt 5000 arbejder liggende i arkivet), separatudstillinger af værkstedets medlemmer, udstillinger af inviterede grafikere fra ind- og udland, udstillinger med en kombination af grafik og andre kunstgenrer, forskellige former for temaudstillinger med relation til grafik osv. Vi har også mulighed for at tilbyde kunstnere i vores ”Artists in Residence Program” at udstille samtidig med, at de bor og arbejder på værkstedet.

I forbindelse med udstillinger arrangeres Artist Talks og omvisninger.

En nyskabelse

Grafisk Værksteds nye udstillingsudvalg vil over en 2-årig periode invitere dig og medlemmer af det grafiske værksted i Næstved til at indsende udstillingsforslag.


Stil skarpt på nytænkende udstillingskoncepter og samarbejder, specielle teknikker, anderledes måder at formidle grafik på, f.eks i byrummet, i samarbejde med andre kunstarter mm., og vær med til at formidle grafik som kunstnerisk udtryksform og håndværk.
 

Udstillingsperioderne er ml. 6-8 uger.


Ansøgningen sendes til;
grafiskvaerkstednaestved@gmail.com
Ansøgningen må max. være på 10 sider alt inklusive.


Det forventes, at udstiller selv står for indramning, ophængning af udstilling og så vidt muligt selv passer udstillingen.